Gå til forsiden på Horsensbilleder.dk
Vi har lige nu
80392
billeder ...
Tilbage til Historie

Den årelange og dramatiske „Spedalsø krig"

Horsens var ved at skifte ham, og Horsens demokratiet tegnede sig for nye træk i byens hverdagsliv.

Industrialiseringsprocessen medførte et stigende antal fabriksvirksomheder, enkelte meget store, også efter nordiske mål, de fleste dog af mere beskedent omfang. Arbejderne voksede i tal og styrke. I 1872, da Horsens indbyggertal var på 10.895, regnedes antallet af egentlige industrielle arbejdere til 1.355 eller 12,4 pct. af købstadens indbyggertal. 25 år efter, i 1897, var tallet af industrielle arbejdere steget til mere end det dobbelte, nemlig til 3.428 og udgjorde der¬med 17,3 pct. af 1897 indbyggertallet på 19.772.

Horsens arbejderne var mere socialdemokrater end egentlige socialister, om end „Internationalen", indtil denne sekt-betonede bevægelse blev forbudt, i Horsens havde haft god tilslutning. Ifølge „Socialisten" for december 1872 talte „Internationalen" i Horsens således mellem 4 og 500 medlemmer. Men en kamp måtte datidens socialdemokrater føre. Både enkeltvis og i fællesskab. For Horsens vedkommende var denne pionerkamp personificeret i væver Erik N. Sørensen der gik i spidsen, da Socialdemokratisk Forbund, eller som det først hed, „Socialdemokratisk Arbejderforening for Horsens", blev stiftet 10. august 1884 i det ellers lidet estimerede danselokale „Valhalla" i Thonbogade. 75 arbej¬dere sluttede op om pionererne. Nogle uger efter var 600 medlemmer nået. Da¬tidens besiddende klassers sædvane overfor den gryende arbejderbevægelse var „at ramme socialdemokraterne på brødet", at berøve dem det daglige arbejde ved at „fyre dem" og samtidig at prøve på at formå andre højremænd til at lukke porten for de fyrede. Fremgangsmåden forsøgtes også overfor den da 34-årige Erik N. Sørensen. Han arbejdede som en slags mester i kædeskæreriet på „Horsens nye Dampvæveri", som købmand F. C. Madsen i 1874 havde byg¬get på Sønderbrogade, og som var en videreførelse af et væveri og en vatfabrik, som F. C. Madsen først havde drevet i Smedegade, gård 353, nuværende Sme¬degade 28 og senere og i større format i Hospitalsgade, gård nr. 57, nuværende
Hospitalsgade nr. 2. I begyndelsen af 1880`erne rådede dampvæveriet over 80 væve og beskæftigede et tilsvarende antal arbejdere.

Nogle dage efter den socialdemokratiske forenings stiftelse blev Erik N. Sø¬rensen kaldt ind til fabrikant F. C. Madsen, der sagde til ham: - Jeg hører, De er blevet formand for en forening, der vil omstyrte samfundet. En sådan mand kan ikke vente at kunne arbejde hos en mand, der — som jeg - er tro mod sam¬fundet og ønsker det opretholdt. Ifølge overleveringen bevarede Erik N. Sø¬rensen samme ro, som senere skulle karakterisere hans lange og resultatrige offentlige og partimæssige indsats, og svarede F. C. Madsen, der var en af Horsens datidige „matadorer", at foreningen ikke ville omstyrte samfundet. Derimod ville den arbejde for, at arbejdernes kår kunne blive forbedret. Han føjede til, at foreningens formål var ved alle lovlige midler at virke for de so¬cialdemokratiske ideers udbredelse og anerkendelse, samt at den nystiftede forening hævdede alle menneskers naturlige ligeberettigelse. Erik N. Sørensen sluttede med at understrege, at når han var gået ind i arbejdet for socialdemo¬kratiets ide, måtte dette blive hans privatsag, hvis han i øvrigt upåklageligt pas¬sede sit arbejde på væveriet. Havde fabrikanten noget at fremføre, hvad det angik? Det var der ikke, svarede F. C. Madsen, der også var så redelig, at han fortalte, at han havde haft besøg af en deputation af byens mest ivrige højre¬mænd, der ønskede Erik N. Sørensen afskediget på grund af hans „samfunds-nedbrydende virksomhed". F. C. Madsen havde imidlertid svaret dem, at han ikke havde noget at klage over Erik N. Sørensens arbejde på hans væveri. Og så længe han passede det ordentligt, kunne han blive på virksomheden. Erik N. Sørensen blev — til han selv gik for at blive forretningsfører for det i 1885 op¬rettede „Arbejdernes Fællesbageri" eller som dets stiftelses navn lød „Arbej¬dernes Forbrugsforening" og som „omfattede Bageri og Bryggeri (Husholds- og Bitter-Øl)". 
Ved sin stiftelse den 27. januar 1885 havde „Arbejdernes Forbrugs-forening" en aktiekapital på 2.000 kr. og ca. 200 medlemmer. Fem år efter i 1890 var aktiekapitalen vokset til ca. 21.000 kr. og medlemstallet til ca. 1100. Som Erik N. Sørensens formandskab for „Socialdemokratisk Forbund i Hor¬sens" vakte forfærdelse hos det konservative borgerskab, var der også mange, der forudså lignende revolutionerende tilstande, da Erik N. Sørensen som den første socialdemokrat blev indvalgt i Horsens byråd i 1894, hvor hans byråds-sidemand blev hans tidligere arbejdsgiver!

F. C. Madsen efterlod sig en betydelig formue. Men efter hans død gik det tilbage for familien. En datter af ham kom således, efter hvad murermester Chr. Qvist beretter i nogle meget personligt prægede optegnelser om Horsens fra 1880'erne og til sidst i 1920'erne, i 1927 gennem Horsens ifølge med en skærsliber, som hun levede sammen med. En søn af Erik N. Sørensen, der på det tidspunkt var en af Horsens og af alle kredse mest respekterede offentlige personligheder, hvis retsind og noble færd havde været med til gennem årtier at tegne „byens ansigt", var Axel Sørensen, som allerede i 1927 kunne se til¬bage på en næsten ti år lang borgmesterindsats. - Så meget kan skæbnen skifte på kun fyrretyve år for stormatadoren Madsens og væver Sørensens familier.

Endnu i 1880'erne var Bygholm ås nordre løb, nemlig til å-fyldningssagens løsning i 1903, Horsens egentlige sydgrænse som den havde været det fra stadens opkomst. Men bebyggelsen var begyndt at rykke sønden ud af byen. „Horsens nye Dampvæveri" var en af de første industrivirksomheder, der blev placeret ved Sønderbrogade, hvis almindelige benævnelse ellers dengang var „over Hospitalsbro sønden Aastrømmen" - først 1886 besluttede byrådet at kalde gaden Sønderbrogade.

Som det gjaldt Sønderbrogade angik det i endnu højere grad Spedalsø.
Op til 1850 boede her kun en halv snes familier på denne Horsens-lokalitet, hvis navn Spedalsø havde rod i en lille græsnings ø, der gennem århundreder havde ligget her og været tillagt Skt. Jørgens-gården - spedalskheds-hospitalet, som Horsens Skt. Hans kloster havde haft under sin varetægt. Tørlægning og opfyldning havde i 1800-tallet for længst fjernet øen og dens grænser, men endnu ved århundredskiftet kunne Spedalsøen dog spores i form af en sænk¬ning i terrænet omtrent nordvest for den senere anlagte Bjerregade. Bebyggel¬sen på Spedalsø prægedes imidlertid ikke så meget af de beskedne våninger som af lokalitetens industrielle anlæg. Bl.a. C. C. Fischers „Christiansholms Fabrikker", der eksisterede til 1892, hvor hele fabrikken beskæftigede „50 mandlige og kvindelige arbejdere". Mens fabrikken, da den endnu havde krasuldfabrikation, sysselsatte „60 gifte fruentimmere", idet det var et slags „hjælpeerhverv til familiens underhold", ligesom der blev oplyst, at „disse fruentimmere kom og gik efter deres husvæsens fordringer" - altså et nyt be¬vis på, at Horsens også dengang var en forgangsby. Man havde for små 100 år siden det, en nutid har benævnt flekstid for arbejdsdagen! Ved siden af Fis¬chers fabrik var der vejrmøllen, der tidligere havde været oliemølle, og som lå på Spedalsøs højeste punkt indtil julestormen 1902. Den betød møllens ende¬ligt. Ydermere karakteriseredes bebyggelsen på Spedalsø af „den gamle herska¬belige bolig", som en nyere tid gav navnet „Skovridergården" samt af gården „Sølyst" og en eller to kalkovne, der i 1873 indgik i A/S Horsens nye kalkværks virksomhed ved Nørre Torv.
Et tilsyneladende fredeligt forstadskvarter med enge, haver og spredt bebyg¬gelse. Men også kun tilsyneladende.

For Spedalsø kom til at lægge både navn til og blive skueplads for en veri¬tabel krig, så der med rette af tiden selv taltes om „parisisk revolutionsstemning på Spedalsø". Indædt hårdnakket og ofte dramatisk strakte „Spedalsøkrigen" sig fra 1885 til 1890. Med forstyrrelse af den offentlige fred. Med politiplakat, gendarmer og politi. Med avisomtale - langt udenfor Horsens. Med retssager. Udfaldet af den årelange strid om gammel hævd endte med strenge højeste¬retsdomme over hovedmændene med træhandler Niels Peter Jensen Skou i spidsen.
Stridens genstand var - en sti over Spedalsø engene, som Spedalsø-boerne mente at have hævd på at kunne benytte. Stien førte over engen fra Røde Bro og til den øverste ende af den senere anlagte Falstersgade. Denne hævd for at kunne færdes på stien blev energisk bestridt af engens ejer. Det var particulier.

Johan Møller, den ene og den pengestærke grundlægger af maskinfirmaet Møl¬ler & Jochumsen, som havde arvet engen og sagen fra sin fader, garver Morten Møller, der var død 1880. Eller som det hedder i defensors indlæg ved højeste¬rets behandling af sagen i 1890: „På samme tid begyndte Bjerre vejen at blive bebygget. Folk fra Spedalsø benyttede stien. Færdslen blev stadig mere og mere hensynsløs, så meget mere som ejeren var flyttet til København. Nu be¬gyndte den tanke at udvikle sig hos beboerne, at de havde en ret, hvilket de tilkendegav Møllers opsynshavende" og så udvikler „krigen" sig for at kul¬minere i året 1888.

Vil man prøve på at anlægge et eftertidigt syn på de voldsomme og selv for provisorieårene højdramatiske begivenheder, må der erindres om, at disse år ligefrem indebar urospirer, der ikke var til gunst for det vedtagne. Horsens skød netop i tiåret 1880 til 1890 ham. Tallet på byens industriarbejdere vok¬sede og dermed protest-tendenserne mod højre-regimet både landspolitisk og lokalt. Typisk for tids tonen er følgende citat fra en artikel „Fra krigsskueplad¬sen", som „Horsens Folkeblad" bragte 10. juli 1888 - efter at „krigen", som der nedenfor skal berettes træk fra, havde kulmineret. Det hed i Venstre-bladet, som endnu var talerør for Horsens-arbejderne, - første nummer af „Horsens Arbejderblad" så først lyset den 30. september 1888, - bl.a.: „Spedalsøkrigen har det til fælles med den franske Revolution, at den stamper talere og gene¬raler frem af det menige folks rækker. Og gårsdagen var ikke alene kriger¬nes, men også talernes. Nede ved garverens Rubikon (bladet tager det let, at garveren Morten Møller havde været død i otte år!) blev der i går holdt flammende taler".
„Krigsskuepladsens korrespondent, der anslog „Udrykningen lavt regnet til 4000 Mennesker, (da sagen kom for højesteret opereres der fra begge sagens parter med mere beskedne tal!), deraf ikke så ganske få fra Bjerre Herred", sluttede således: „Vi tvivler på, at nogen provinsby har været hjemsted for noget så kolossalt og ejendommeligt som gårdsaftenens minde¬værdige Begivenhed".

„Spedalsøkrigen" skrev ydermere bladhistorie. „Horsens Folkeblad" bragte på sin forside tirsdag den 24. juli 1888 — nok for første gang i bladets tilværelse - en tegning af en Horsens-borger. Typisk for datidens stofplacering på avis¬siden stod billedet af P. Skov alene på forsidens midte, mens teksten var at finde på forsidens spalte 1. Her stod at læse: „Vi bringer i dag billedet af den mand, hvis navn - det kan siges uden overdrivelse - har været på alles læber. De, der kender den Spedalsøske Krig, kender også Peter Skov ...".

For øvrigt var „Horsens Folkeblades historiske placering af Niels Peter Jensen Skou til dels distanceret af Horsens kvikkeste hjerne, når det gjaldt publicity både for byen og for hans egen boglade, boghandler Chr. Henrichsen, der i 1886 havde nedsat sig som boghandler i Horsens, i hvis Søndergade-boglade allerede fra den 16. juli havde kunnet erholdes følgende: Nyheder Spedalsø fotografier fra krigsskuepladsen. Udsigt fra „Røde Bro". Horsens (set fra land¬vejen til Thorsted). Og ved månedens slutning kunne man hos samme horsen¬sianske Ernst Bojesen købe fotografier af P. Skov fra Spedalsø for 1 kr., hvis man ønskede ham i kabinetsfotografi, og for 50 øre, såfremt man ville nøjes med visitkortstørrelse.
Som en yderligere understregning af det politiske islæt i sagen set under en eftertidigt bedømmelse af dette horsensianske opgør mellem myndigheder og det almindelige Horsens, er der næppe tvivl om, at redaktør Emil Bojsen, „Hor¬sens Folkeblad" og dermed partiet Venstre stod bag ved P. Skov (hvis navn snart staves som her, snart P. Skou eller P. Schou). Da „Spedalsø-krigen" blandt meget andet affødte en adresse til Horsens byråd med over 2000 underskrifter, hvori man søgte at bevæge byrådet til at tage sig af „Spedalsøernes sag", be¬nyttede „Horsens Folkeblad" lejligheden til at fremhæve, at „såvel Højre- som Venstremænd har opfordret os til at stille os i spidsen for en adresse for at få borgmesteren (Chr. Lendrop) væk. Vi har svaret, at det ville vi ikke have med at gøre. For det første fordi det ikke lader sig gøre at blive af med en borg¬mester, der ikke behager borgerne. Han er ikke valgt af borgerne, ikke en gang af byrådet, men af ministeriet. Folketingets Venstre har en gang for nogle år siden foreslået, at borgmestrene skulle vælges af byrådene, men Landstinget slog forslaget ihjel. Derfor kan der ikke være tale om at blive af med ham uden hans eget samtykke". (En typisk Emil Bojsen-artikel, der vidner om hans ypperlige evne til at få partiets skyts placeret til skud også lokalt). 
Venstres interesse i sagen fremgår endnu tydeligere, da sagen mod Niels Peter Jensen Skov endelig i januar 1890 nåede frem til højesterets afgørelse, for da var hø¬jesteretssagfører Octavius Hansen forsvarer for Niels Peter Jensen Skov og hans fire andre medtiltalte. Octavius Hansen var en af tidens jurist politikere, hvis praktiske betydning for partiet Venstre var, at han var partiets advokat i adskil¬lige af de store politiske sager, som tiden var så rig på og karakteriseredes af. Således var Octavius Hansen også forsvarer i den såkaldte „Holstebro-affære", der udspilledes 1885-1886, og hvor retsforfølgelsen blev enestående i dansk politisk historie. Venstre-føreren Christen Berg blev i denne sag af højesteret idømt 6 måneders fængsel på sædvanlig fangekost, fordi en udtalelse af ham havde givet anledning til, at to af deltagerne i et Venstre-møde i Holstebro havde fjernet den tilsynsførende politimester.

Folketinget protesterede mod fængslingen af Berg, der havde været ting-formand fra 1883. Men protesten blev uden virkning,
„Spedalsøkrigen" har en lang forhistorie, som der imidlertid bør hidsættes træk fra, hvis en nutid skal have mulighed for at forstå, hvorfor den kulmine¬rede i en eksplosion. Nogle vil måske tage „Spedalsøkrigen" som „en folkets sejr over det daværende kapitalistiske samfund". Andre, som muligvis kommer sandheden nærmere, vil indlemme „Spedalsøkrigen" i 1880`ernes Horsens som et både forbløffende og fornøjeligt bevis på horsensianernes temperament, når det almene Horsens blev trådt for hårdt over tæerne.

Da der i 1867 blev foretaget matrikulering og kortlægning af denne Spedalsø lokalitet, blev arealerne, der tilhørte garver Morten Møller, afsat som matr. nr. 772 og 773. Og den landinspektør, der udarbejdede kortene, betragtede tilmed stien over engene som en offentlig sti og benævnte den matr. nr. X. Ifølge ak¬terne, som kom til at hobe sig op netop om Spedalsø-engene, fremgår det, at stien blev benyttet af „Folk fra Bjerre Herred, når de ville til Horsens, men ikke meget af Folk fra Horsens, undtagen St. Hans Aften, når de gik til en kilde. Men Spedalsøboerne benyttede den ikke, simpelthen af den grund, at de ikke eksisterede. Først i halvfjerdserne begyndte bebyggelsen. Der var egent¬lig talt ingen Sti, men færdslen gik over græsmarken. Det spillede den gang ingen rolle, en sådan eng var ikke under engkultur, ikke indgrøftet. Bøn¬derne med deres træsko kunne gå der, Horsens indbyggere med deres by fodtøj ikke. Den var mere kjær end eng, kun passabel under gunstige forhold. Det var derfor naturligt, at ejeren ikke brød sig videre om, at folk passerede den ...".

At der tidligt under sagen, der udviklede sig til en alvorlig strid om ejen¬domsretten, endnu var råd til et smil, fremgår af, at en lærer Bruun (uden tvivl lærer Chr. Fr. Bruun) kunne huske en stolpe ved stien over engene, der bar påskriften, frygt gud og følg landevejen!

Færdslen over stien i 1870`erne synes at have været tålt - trods stolpe-på¬skriften. Således stod i hvert fald sagerne, da Morten Møller døde i 1880, og sønnen Johan Møller arvede såvel pengene som engene. På samme tidspunkt begyndte Bjerrevejen at blive bebygget, og beboerne fra Spedalsø gjorde brug af stien, når de skulle til og fra Horsens. Det samme gjorde også deres skole¬søgende børn. Eller som det, når annoet tages i betragtning, hedder med en karakteristik, der i dag kun kan kalde på smilet: „Færdslen blev stadig mere og mere hensynsløs, så meget mere som ejeren var flyttet til København"!

Spedalsøboerne fik derfor den opfattelse, at de havde ret til at skyde genvej til Horsens ved at benytte stien. Det mente ejeren, particulier Johan Møller og hans horsensianske sagfører, overretssagfører Chr. Danielsen ikke. For at hindre kreaturfærdsel opsatte Møller derfor en svingel, „af den Art, som vi kender fra Dyrehaven", som anklageren forklarede den ærværdige højesteret, da „Spedalsøkrigen" endte ved landets højeste juridiske instans.
Spedalsø svinglen fik en kort levetid. Træhandler Niels Peter Jensen Skov, der allerede på det tidspunkt synes at have været en slags leder for Spedalsø¬boerne, fjernede den uden videre. Følgen blev, at der blev anlagt civil sag mod Skov. Han „idømtes en bøde på 10 kr., sagsomkostningerne var på 20 kr. og erstatningen efter uvillige mænds skøn, dog ikke udover 100 Kr.". Det skete i 1885. bøden og sagsomkostningerne blev betalt, men i 1888 var der endnu ikke „gjort skridt til at få erstatningen fastsat". Under 1885-sagen blev Skov oplyst om, at fjernelsen af svinglen var utilladelig. Følgen blev, at Johan Møller lod stien afspærre, satte lange stakitter for begge ender og bekendtgjorde ved opslag, at ingen måtte passere her.

Tilsyneladende affandt Spedalsøboerne sig med forholdene i hen ved tre år og lod engen i fred. Spedalsøstien lå afbrudt hen, men allerede kort efter den civile retssags afgørelse ansøgte beboerne på Spedalsø Horsens byråd om, at „Kommunen erhverver gangstien fra Røde Bro til Horsens bys markvej på Spedalsø, der er blevet spærret". Byrådet kunne ikke efterkomme ønsket.

Så henrandt tvende år i tilsyneladende fred og ro. Spedalsøboerne kiggede ganske vist langt efter genvejen, som tidligere „havde besparet dem en Stræk¬ning på 330 Alen, og da nu de pågældende (arbejdsfolk og skolebørn) skulle tilbagelægge den 4 gange samme dag, blev det en samlet Strækning af 1320 Alen eller 12-13 Minutters jævn Gang". Således fik højesteret regnestyk¬ket præsenteret og hertil føjedes: „Det var muligt, at en eller anden bonde havde trukket med en ko over engen, men Spedalsøerne var ikke så lykkelige, at de kunde holde kvæg". Men i november 1887 dukkede Spedalsøstien på ny op på Horsens rådhus. Som følge af et „Andragende fra husejer P. Schou ved¬rørende gangstien fra Røde Bro til Spedalsø blev brolægningsudvalget bemyn¬diget til at indlede forhandlinger med vedkommende ejer om at åbne stien igen". Der indledtes forhandlinger med particulier Johan Møller. Byrådets brolægningsudvalg tilbød „en godtgørelse engang for alle eller årevis, men eje¬ren afslog og erklærede, at han ikke vilde tilstede nogen som helst benyttelse af stien".

Lokalhistorikeren, snedkersvend Aage Simonsen, hvis barndomshjem lå umiddelbart nord for Røde Bro, har som dreng oplevet „Spedalsøkrigens kul¬mination. Som voksen videregav han den mundtlige tradition af Johan Møllers svar til Horsens byråd og dermed til Spedalsøboerne. Traditionen lod Møller svare sålunde: „Om de så belægger stien med guld, så skal befolkningen på Spedalsø aldrig med det gode få en tomme af den at gå på!".
Muligt var det dette noget arrogante svar, der lod Horsens byråd erkende, at „Gangstien har betydning for en del af beboerne på Spedalsø som en noget kortere vej til Horsens og tilbage, end når man følger Bjerre og Vejle lande¬vej". Samtidig fandt byrådet, at „Betingelserne ifølge loven om gangstier af 4. juli 1850 er tilstede for, at denne gangsti kan erklæres for offentlig". Resul¬tatet blev, at byrådet vedtog, at en offentlig gangsti skulle „anlægges hen over Møllers omhandlede eng lodder i samme retning og på samme sted, som den tidligere af ejeren afgravede sti".
Imidlertid mente indenrigsministeriet noget helt andet. Ministeriet meddelte nemlig Horsens byråd, at „den af byrådet påberåbte bestemmelse i loven af 1850 havde ingen hjemmel, da stien var opgravet og altså ikke længere eksisterede"!

Træhandler P. Skov og hans Spedalsøfæller gav ikke op for konsejlpræsident Estrups indenrigsminister, der fra august 1884 til august 1885 var Hilmar Finsen, den tidligere landshøvding på Island og senere overpræsident i København. Hilmar Finsen forlod regeringen på grund af sygdom, lige efter den egentlige provisoriekamp var begyndt. Der kan næppe herske tvivl om, at provisorie-kampen bidrog sit til „Spedalsøkrigens, skal man kalde det, noget særegne forløb. Og denne påstand rokkes næppe, skønt P. Skous forsvarer ved højeste¬ret fandt sig foranlediget til at karakterisere sin klient således: „Det er så langt fra, at Skou er en agitator, han er en lille stilfærdig mand, der passer sin dont og derved har erhvervet sig agtelse. Han er måske retsfanatiker, men ingen agitator. Han har skrevet nogle avisartikler, været ordfører overfor byrådet, men hvor han optræder som leder, er han meget beskeden. Han er ingen so¬cialdemokrat ej heller venstremand. Man kan sige om ham, at han ingen tillid har til den ny borgmester". (Den ny borgmester, Chr. Lendrop var tiltrådt triple-embedet i Horsens i marts 1885).
Hvorvidt Octavius Hansens skildring af almuemanden P. Skou kan stå for en nærmere prøvelse, kan der råde tvivl om. Som begivenhederne udviklede sig i 1888, kan „Spedalsøkrigen" med rette karakteriseres som en politisk tvist. Oc¬tavius Hansen leverede selv beviset overfor højesteret, da han udtalte: „Lad os huske, hvad han (Johan Møller) har gjort. Han har for sine egne egoistiske ima¬ginære interessers skyld slået en stor mængde medborgere lige i ansigtet ved at nøde dem til at gå ud på den opløste Bjerre landevej. At de slår sig sam¬men for at varetage deres krænkede interesser, kan ikke forundre. Man må undre sig over, at der ikke er sket excesser".

Men tilbage til stien og tilbage i tiden.
P. Skou opfordrede på egne og samtlige Spedalsøbeboernes vegne Horsens byråd til inden 15. januar 1888 at lade stien åbne. Byrådet efterkom ikke op¬fordringen. Derfor skrev P. Skou den 19. januar i „Horsens Avis": „Da der gennemgående af autoriteterne er taget meget lidt hensyn til os beboere af Spedalsø, vil det vistnok betragtes som værende i sin Orden, at jeg heller intet hensyn tager til autoriteterne, men uden videre selv åbner gangstien den 1. februar 1888".
Det var rene ord for både byråd og byfoged. Og Schou lod handling følge ord.
Den 1. februar blev stakittet ved Spedalsøstien gennembrudt. Straks istand¬sat blev stakittet den følgende nat atter gennembrudt. Nedbrudt og istandsat blev det på ny den 9. og 10. februar. Derpå stod stakittet urørt i hen ved tre må¬neder, men så fulgte nye nedbrydninger fulgt af ny opsætninger, I alt 12 gange mellem 3. maj og 7. juli. Og den 9. juli om aftenen kulminerede så „krigen".

Øjenvidnet Aage Simonsen har som voksen skildret begivenhederne således: „Foruden at stille den sædvanlige vagt havde politimesteren opslået en pla¬kat, der meddelte, at det var strengt forbudt enhver at betræde stien. Sønderbrogade og vejen udenfor Rødebro var på dette tidspunkt sort af mennesker, der med spændt forventning iagttog Peter Skov, da han trådte frem og med høj røst spurgte politiet, om „det vilde forhindre Spedalsøbeboerne i at fjerne afspærringen". „Ja", svarede Politiet, „Enhver, der gør forsøg på at slå sta¬kittet ned bliver anholdt".
„Vil Politiet forbyde det i kongens og lovens navn, så bøjer vi os", fortsatte Peter Skov. Dette spørgsmål synes at have forvirret politibetjent Sejersen, der ikke svarede, men forsøgte at skaffe assistance og oplyste „i sin affekt", at han kom igen om et par minutter. Da politibetjenten vendte tilbage, var afspærrin¬gen faldet, og dens fald blev hilst med dundrende hurraråb.

Efter stiens åbning blev der opfordret til at marchere til borgmester Lendrops villa, da man, som Aage Simonsen oplyste, antog at den konservative borg¬mester stod i ledtog med ejeren, Johan Møller, siden han stillede sine betjente og gendarmer til disposition for at bekæmpe „Spedalsøboernes retfærdige Sag".
Flere tusinde Horsens-borgere, fortalte Aage Simonsen altid (den samlede mængde ved selve Spedalsøstien ansloges imidlertid under højesterets be¬handling af sagen til ca. 800 mennesker, da de under anførelse af P. Skou og redaktør Emil Bojsen rykkede ind på engen forsynede med spader, skovle m.m., men selvfølgelig kunne demonstrationstoget gennem Horsens have fået øget deltagerantallet!), drog mod Borgmesterbakken. Hverken politiet eller gendar¬merne forsøgte at standse demonstrationen. Ankommet til Borgmesterbakken, hvor borgmester Chr. Lendrop havde bygget sin hvide villa, der senere fra 1900 til 1. oktober 1968 var Sct. Josef-søstrenes hospital, blev demonstranterne mod¬taget af byens politikorps og „den lille Borgmester Lendrop, der udviste stort heltemod ved at møde demonstranterne med opløftet paraply og med myn¬dighed befalede dem at forføje sig hjem. Og virkelig spredtes den store for¬samling uden at der skete nogen skade", slutter Aage Simonsen sin skildring. Samtidens tale var lidt mere bevæget. 13. juli noteredes bl.a. således i „Horsens Folkeblad": „De prygl, Hr. Lendrop uddelte med sin berømte stok, ramte navn¬lig Kvinder og børn. Af voksne mænd er der kun enkelte, der fik hans stok at føle. Mærkelig nok var det navnlig højremænds børn, der fik pryglene".

9. juli havde borgmester og byfoged Chr. Lendrop ladet opsætte, samtidig med at han indrykkede den som annonce, følgende: „POLITIPLAKAT. På grund af de i den senere tid på englodden mellem Spedalsø og Rødebro til¬hørende particulier Møller stedfundne tumultuariske og den offentlige fred forstyrrende optrin og for at forhindre en gentagelse heraf, forbydes herved i henhold til politilovens § 7 indtil videre enhver passage over denne lod, og vil overtrædelse af dette politiforbud, for så vidt det dermed udviste forhold ikke falder ind under strengere straffebestemmelser, i medfør af bestemmelsen i forannævnte §7 pådrage vedkommende straf af bøder indtil 200 Kr. eller simpelt fængsel indtil 1 Måned''.

Horsens Politikammers politiplakat fik et kart liv.
Allerede to dage efter dens udstedelse blev den taget tilbage. Johan Møllers Horsens-sagfører, overretssagfører Chr. Danielsen, der i forbindelse med „Kri¬gen" havde fremført, at „man ikke skulle tro, at man levede i en lovordnet stat, men i et samfund, hvor man tager sig selv til rette", ville „ikke risikere liv for denne sag". At borgmester Lendrop ikke ønskede Spedalsø demonstrationer forlagt til Horsens rådhus, fremgår af, at han den 9. juli aflyste det by¬rådsmøde, som skulle være afholdt den 11. juli.

Men efter demonstrationen kom sagens efterspil. Nemlig dens behandling ved retten. Først for Horsens byting, dernæst i 1889 for landsoverretten i Viborg og endelig i januar 1890 nåede „Spedalsøkrigen" frem til højesteret. Højesteret kom til samme resultat som landsoverretten - Peter Skou blev idømt simpelt fængsel i to måneder, to af hans Spedalsøfæller fik hver fængsel i "14 dage, to andre i 8 dage, medens en sjette fik en bøde.
„Horsens Folkeblads kommentar til dommen lød bl.a.: „Som stillingen nu er, må det siges, at Spedalsøerne har tabt slaget. Om der kan vindes et nyt, vil tiden vise. Hos den største del af byens borgere vil dette udfald vække forbavselse; thi der vil ikke kunne findes ret mange, som vil kunne forslå, at det er lov og ret i Danmark, at man således uden videre kan lukke ældgamle stier, ja endog få straf over dem, som vovede at benytte dem. At retten her i landet kommer til et sådant resultat ligger dels deri, at landets borgere endnu - trods grundlovens bydende - skal dømmes efter juridiske finesser, og dels deri, at byrådet i Horsens, den gang da loven om sti regulativernes optagelse udkom, forsømte sin pligt til at optage Spedalsøstien. Havde vi haft almindelige meddomsmænd med borgerligt skøn over forholdene til at dømme P. Skou, så var hans „forbrydelse" vel ikke bleven vurderet så strengt. Og havde vi i sin tid haft et byråd med ben i næsen, så havde dette Spedalsø spørgsmål aldrig givet anledning til så vidtløftige historier. Spedalsøerne har haft alt imod sig: Borgmesteren, pengemagten og domstolene.

Derfor har de foreløbig tabt slaget. Men de har dog under kampen vundet deres medborgeres sympati, til hvilken de fremdeles vil kunne støtte sig og fremsætte deres krav. Og det skulle jo dog være mærkeligt, hvis forholdene her til lands skulle være således, at en hel bys borgere ikke skulle kunne sætte deres vilje igennem overfor en enkelt stædig person, der aldrig har udrettet noget, som nævne¬værdigt er".
Denne enkelte stædige person var Johan Møller. Hans navn er imidlertid stadig nævneværdigt, nemlig i firmanavnet „Møller & Jochumsen". Derimod er Peter Skous navn glemt - selv om det er nævneværdigt.

Niels Peter Jensen Skou døde den 18. marts 1899 og den 25. marts døde hans hustru Ane Katrine Skou.
Når man betænker, hvor megen spalteplads selve „Spedalsøkrigen" var medgivet og ikke alene i de to Horsens-dagblade, blev hovedmandens eftermæle endog særdeles kortfattet både i „Horsens Avis" og i „Horsens Folkeblad". Højrebladet skrev mandag den 20. marts 1899: „Træhandler Niels Peter Jensen Skou på Spedalsø er i lørdags afgået ved døden 71 år gammel. Peter Skou, som den afdøde almindelig kaldtes, var i sin tid en meget omtalt personlighed, ikke blot her i Horsens, men over hele landet. Han var nemlig anføreren og lederen af den berømte Spedalsø-Krig, der udbrød 1889, og som drejede sig om retten til en sti over engen ved Sønderbro. Skou stod som en djærv og uforsagt talsmand for den ret, Spedalsøboerne efter hans overbevisning havde, men han var ikke besindig nok og kom derfor i ubehagelige kollisioner med loven. Han opnåede at blive martyr for sagen, men stien fik be¬boerne ikke, og P. Skou tabte store beløb til sagsomkostninger m.v. I sine yngre år var P. Skou en driftig forretningsmand og havde en betydelig træhandel, bl.a. leverede han store partier hegnspæle til jernbanen".

I „Horsens Folkeblad" for samme dato var eftermælet formet således:
„Den fra Spedalsøkrigen meget bekendte P. Schou, der var en ivrig for¬kæmper for bevarelsen af den omstridte sti og ofrede både tid, penge og person i dette øjemed, er i går afgået ved døden, 72 år gammel. Hvem mindes ikke endnu hin aften, da P. Schou stod alene midt på den berømte sti og tilråbte politi og gendarmen: „Her står jeg og viger ikke". P. Schou var kun syg i nogle dage og bukkede under for et stærkt influenzaangreb".
Og den 28. marts 1899 bringer „Horsens Folkeblad" følgende:
„Peder Skov og hustru jordedes i dag under stor deltagelse. 

Fremskridts-foreningen var mødt med fane. De to blomstersmykkede kister stod i gården udenfor det lille hjem på Spedalsø (nuværende Spedalsø nr. 35) og der sam¬ledes følget. Pastor Tomasson holdt en køn og gribende tale, hvor han dvæ¬lede ved afdødes godgørenhed. Det store ligfølge satte sig så i bevægelse gennem byen til den ny kirkegård, hvor det gamle ægtepar jordedes i en fællesgrav. Hr. Gronemann (musiker C. F. Gronemann, Kippervig 4) bragte følget en tak". Glemselen er en streng herre.

Ti år tidligere havde Peter Skou været spaltestof langt ud over det sædvan¬lige, ja havde ved flere lejligheder sprængt begge Horsens-avisernes lokalru¬brikker. Ved hans død ofredes der kun Peter Skou få linjer, der endda indeholdt flere unøjagtigheder. Der gik igen en halv snes år. En ny ejer anlagde gader og veje over den i sin tid så omstridte Spedalsø eng. Men hvorfor navngav man dog ikke en af gaderne efter Peter Skou? Han og Horsens gadehistorie havde fortjent det. Peter Skous iltre modpart, borgmester og politimester Lendrop -„det gamle Højreregimentes håndgangne Mand" fik dog sit gadenavn, ja er tilmed erindret både med navn og som borgmester!
Lige siden tabet af junigrundloven havde de mest forskelligartede menne¬sker både på land og i by sluttet sig til partiet venstre i demokratisk opmarch og fælles kamp mod Estrups diktatoriske højre-styre. Således også Horsens egnen og selve byen.

Emil Bojsen, redaktøren af „Horsens Folkeblad" havde på mange måder knyttet størstedelen af byens industriarbejdere og småfolk samt en række af de bedste og mest fremsynede pædagoger, byen dengang - og mere end Horsens skolesøgende ungdom - højnedes af, til sit parti og sit blad. Da Emil Marott kom til Horsens for at redigere det nyoprettede socialdemokratiske aflægger¬blad „Horsens Arbejderblad" anskuede han datidens politiske Horsens-situation således: „Der herskede en babylonisk forvirring i begreberne om, hvad der var Socialdemokrati, og hvad der var Venstre. I den forløbne sværd- og øksetid - kampen mod Estrup - som nu var ved at ebbe ud, kendte man kun det storpolitiske feltråb, og man tjente kun sine demokratiske sporer ved at ønske død og djævel over provisorieregimentet, det var en rask tid for os unge Socialdemokrater, og i Horsens var der særlig „knald på`en". Her stod redaktørerne Funch Thomsen og Emil Bojsen som henholdsvis højres og de¬mokratiets penneførere, og det eksploderede hvert øjeblik overalt i byen og omegnen. Højre og venstre sloges, så det røg om ørerne i Håndværkerforeningen, i Landboforeningen og hvor man ellers traf sammen. Det gjaldt om at slå hinanden ned, og der blev ikke givet pardon".

Således skrev den i flere måder galliskprægede Emil Marott, da han i 1913 mindedes sin Horsens tid. Men da han i 1930 — efter i 1920 at have brudt med Socialdemokratiet på det sønderjyske spørgsmål - udsendte sine livserindringer under titlen „Tidsbilleder" tegnede han sine Horsens år med disse linjer: „Forinden jeg i efteråret 1888 kom til Horsens, var jeg klar over, at jeg igen gik ind til et pionerarbejde. Byens politiske liv beherskedes af højre og venstre ... Da „Horsens Arbejderblad" meldte sig, hilste Emil Bojsen mig som „En ny kampfælle"'. Dette kampfællesskab gik naturligvis kun ti] en tid, da det jo gjaldt om at få Arbejderne- Horsens var en udpræget fabriks- og arbejder by - ind under vore faner, dette var imidlertid ikke let. Emil Bojsen havde på mange måder knyttet arbejdere og småfolk til sit parti og sit blad. Han var fader til et stort andels-, have- og byggeselskab, hvis huse udgjorde en hel bydel, han oprettede et udmærket folkekøkken {„Samaritanen" blev stiftet 1886), ledede en forsvarsbroderforening med sygekasse osv. og skaffede sig indflydelse overalt, hvor han på nogen måde kunne komme ind. Når f. eks. „Den ny Forsvarsbroderforening" („Forsvarsbroderforeningen af 1885 for Hor¬sens og Omegn" stiftet 14. juni 1885) drog ud til fest, og dens fane vajede i spidsen, så man på denne Dannebrogsfane et billede af bissens landsoldat med det socialistiske motto „Frihed, lighed, broderskab". Der sankedes glo¬ende kul på vore hoveder. Der var nu ikke andet at gøre end at drive på de kiler, som til sidst skulle sprænge denne klippe og skaffe rum for en klar og bevidst Arbejderbevægelse. Men forholdene var små og fattige".
Horsens og Horsenslandet havde været riffelbevægelsens og skattenægternes udprægede by og egn. Også dette bør erindres, når „Spedalsøkrigen" drages frem fra glemselen.

Samtidig skal dog åbent erkendes, at det er svært i dag at se med fortidens øjne på fortidens tilskikkelser og at bedømme de Horsens-borgere, der gav disse tilskikkelser liv og farve og stod inde for deres forløb, så der blev „knald på`en". Der kan imidlertid næppe herske tvivl om, at også „Spedalsøkrigen" var medvirkende til at skabe det demokratiske sindelag, som kunne konstateres i Horsens i 1890'erne, og som forstærkedes i årtierne derefter for at resultere i, at demokratiet indtog Horsens både politisk og kommunalt.

Riffelbevægelse, skattenægteri, gendarmdrilleri og „Spedalsøkrig" er for længst blevet historie. Men i Horsens huskedes den sidste længst. For her var begge parter lokale. Krigen om en eng sti satte et rødt kryds i Horsens hverdagskalender. „Spedalsøkrigens kulmination udviklede sig på en julidag, der var som så mange andre sommeraftener i det da meget grønne Horsens. Men hverdagsforløbet blev skubbet til side, så denne julidag satte skel. Alle hver¬dagens kendte hændelser kom til at stå i et andet lys. Farvet som de var af én stor hændelse. Det anonyme, det almindelige Horsens første demonstrations-udfald mod bystyrets autoritet til borgmester Lendrops hvide villa, der lå højt hævet over byens røde tegltage, der rejste sig over de gamle gårde med de stille, sommergrønne have-idyller og de nybyggede arbejderboliger, der var skudt op på de ubebyggede arealer bag Allegade og Vestergade.

Dagen den 9. juli 1888 fik sin særlige betydning for det skjulte Horsens, hvem almuenavnet tid¬ligere havde været påhæftet. 9. juli 1888 kom for byens størstepart til at stå som enestående i den lange række af dage, der for længst er løbet sammen til en epoke.

Tilbage til Historie
eXTReMe Tracker